KUL FRISKER HELE HUSET OP
Anita Sig Larsen sælger bedre indeklima og velvære. Bambus-kul fra Thailand fjerner lugt og fugt.
Af: Birte Frøslund-Jensen
Foto: Pressefotograf Jens Bach
Artikel i Midt Vest avisen den 24. november
Cigaretrøg, sure tæer eller kælderlugt?
Cigaretrøg, sure tæer eller kælderlugt? Aktivt kul kan fjerne mange former for lugt, og oven i købet kan en pude med små stykker brændt bambus give dejlig varme til ømme nakker og skuldre.
Det fortæller Anita Sig Larsen, som importerer diverse kul-produkter fra det nordøstlige Thailand.
Kulpuder er det sidste nye hit fra firmaet House of Coal. De frisker luften op og kan bruges i bilen, i sommerhuset, i stuen og i soveværelset. Flere kunder fortæller, at puderne også er helt perfekte til teenage-værelser, hvor det kan knibe med udluftning og oprydning.
Selv fik Anita Sig Larsen ideen til at importere kul, fordi hun døjede med sure sko, hvor duften af læder alt for hurtigt forsvandt. Hun har de stadig de små, populære skopuder på lager, de fås nu også i lyserøde, fortæller den 37-årige kvinde.
Kul-produkterne sælges primært over nettet og omfatter også bambusstave af kul og granuleret kul, som begge dele pynter i for eksempel badeværelset eller køkkenet. Disse kul er også super til en blespand, en støvsuger, der lugter, eller til at stå og suge mados ved siden af komfuret. Køleskab og sportstaske kan også få et frisk pust.
”Kullene frisker op og giver bedre miljø, så det lugter ikke spor indelukket, når jeg står op. I soveværelset giver puderne også en bedre søvn. En af mine kunder har endda oplevet, at hendes mand snorkede meget mindre, så der er mange sidegevinster,” fortæller Anita Sig Larsen med et smil.
Fakta:
Kul-produkterne fra House of Coal bliver lavet af bambus i det nordøstlige Thailand.
Bambussen fordamper til kul i en håndbygget ovn ved over 1000 grader.
Processen varer 30 dage. Den høje temperatur giver bambuskullet et utal af åbne porer, som giver den unikke evne til at suge både lugt og fugt.
Mens bambussen fordamper til kul, afgives der kondens – også kaldet træ-eddike. Det produkt bruges til kosmetik og kropspleje-produkter, for eksempel sæbe og cremer.
Aktivt kul har været brugt i Østen siden 1400-tallet. I dag bruges aktivt kul i blandt andet aircondition, sår-forbindinger og filtre i vandværker. Brændt bambus bruges også til at fjerne klor fra vand.